Åge Hareide: Det bliver svært at spille mod Danmark
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Åge Hareide: Det bliver svært at spille mod Danmark

Den danske landstræner mener, at aftenens kamp skal bruges som selvtillidsboost i truppen. Det gør det svært at spille mod Danmark.

Det blev til en storsejr på hele 5-0, da det danske landshold her til aften tog imod Liechtenstein i venskabskampen forud for søndagens VM-kvalifikation.

Den danske landstræner, Åge Hareide, var naturligvis tilfreds med resultatet.

- Den offensive indstilling var det vigtigste. Vi havde et godt tempo i spillet. Vi har en trup, som følger det, vi arbejder på til træning. De skal spille sig til selvtillid. Og i dag fik vi mange chancer og skud på mål, sagde han til Kanal 5 efter kampen.

Landstræneren forklarede, at selvtillid er en vigtig faktor i truppen forud for søndagens VM-kvalifikationskamp mod Armenien.

- Det bliver svært at spille mod Danmark, når vi har selvtillid.

De offensive styrker på holdet kom i høj grad til udtryk i kampen, hvor angriberduoen Viktor Fischer og Nicolai Jørgensen stod for tre af de fem mål. Derudover kom Andreas Cornelius på banen i anden halvleg, og også han kom på tavlen. Det giver Åge Hareide noget af et luksusproblem forud for kampen mod Armenien. For hvem er førstevalget til angriberposten?

- Der er mange mål i Nicolai Jørgensen. Derfor er han med. Viktor Fischer er dygtig til at presse modstanderen og sætter også gang i det andet mål i dag, siger landstræneren, der dog nægter at afsløre, hvem der starter inde mod Armenien.

- Vi må se til det på søndag. Vi kan spille med to stærke angribere, men har også nogle med fart og god teknik. Vi skal være organiserede og straffe modstanderens fejl. Vi skal have højt pres og aggressive backs.

Danmark spiller mod Armenien i Parken på søndag klokken 18.