AC i venteposition: Forventer at få chancen, hvis Chelsea henter mig tilbage
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

AC i venteposition: Forventer at få chancen, hvis Chelsea henter mig tilbage

Andreas "AC" Christensen ved endnu ikke, hvor han skal spille til næste sæson. Men hvis det bliver Chelsea, regner han med at få en ærlig chance.

Næsten lige siden Andreas "AC" Christensen blev lejet i Borussia Mönchengladbach i sommeren 2015, er der blevet spekuleret i hans fremtid. Tyskerne har ikke lagt skjul på, at de gerne ville overtage ham på permanent basis, men endnu har de ikke overtalt Chelsea.

Nu nærmer vi os den tid, hvor en endelig beslutning skal træffes. Lejeaftalen udløber til sommer, og "AC" ved stadig ikke, hvad der skal ske efterfølgende. Han er i venteposition.

- Jeg er stadig ejet af Chelsea, og med mindre jeg får noget andet at vide, hvilket jeg ikke ved, om jeg gør, så er det det (at vende tilbage, red.), der er planen, siger han om fremtiden til tipsbladet.dk.

- Men hvis de vælger, at de vil have mig tilbage, er jeg også sikker på, at de gør det af en grund. At så får jeg en chance. Hvis ikke, så er jeg sikker på, at de lader mig kigge andre veje. Men jeg venter også på at se, hvad der sker, siger han.

Foreløbig skyder landsholdsstopperen dog spekulationerne til hjørne ved at sige, at han spiller så mange kampe og rejser så meget med Gladbach, at han ikke har tid eller overskud til at tænke så meget over det. 

Landsholdets kamp mod Rumænien på søndag vil han dog gerne forholde sig til. Det står allerede klart, at Danmark helst skal vinde opgøret, hvis ambitionen om at komme til VM næste sommer skal indfries.

"AC" tror på dansk sejr.

- Jeg synes, vi har store chancer for at få tre point med hjem, men vi skal også levere, hvis vi vil have det. Jeg tror, det er lidt op til os selv. At alle er med på det og er klar til det, siger han. 

Den forudsigelse skal stå sin prøve, når der er kickoff fra Cluj på søndag klokken 20.45.