Ærgerlig FCK-profil: Vi gjorde alt rigtigt i anden halvleg
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Ærgerlig FCK-profil: Vi gjorde alt rigtigt i anden halvleg

Det danske landshold måtte nøjes med et enkelt point, da Danmark og Albanien delte 0-0 i Parken. Nicolai Jørgensen havde chancer til at vinde kampen, og han var efterfølgende ærgerlig.

Det danske landshold får svært ved at sikre en direkte kvalifikation til EM i Frankrig næste år, for med to kampe igen har Danmark 11 point, samme pointantal som Albanien og et mindre end Portugal i Gruppe I. To hold går direkte videre, og de andre tophold i gruppen mangler tre kampe i kvalifikationen.

Med 0-0 i Parken hjemme mod Albanien blev kvalifikationen altså en tand sværere, men Danmark havde chancer til at vinde opgøret. Nicolai Jørgensen havde flere gode muligheder, men Danmark fik ikke hul på bylden.

- Vi får dem ikke åbnet i første halvleg, så i pausen snakker vi om, at de måske også mister nogle kræfter i anden halvleg, så der ville blive mere og mere plads. Vi gør alt rigtigt i anden halvleg, vi får den bare ikke proppet ind. Vi bringer mange mand med frem, finder gode rum, og Yussuf (Poulsen, red.) kommer ind med god energi. Det var en god anden halvleg, en god indsats, men det var ikke helt nok, siger Nicolai Jørgensen.

Med lidt held var FC København-profilen blevet matchvinder, men han kunne ikke omsætte flere gode muligheder til scoring.

- Jeg er ærgerlig over de brændte chancer. Vi skal selvsagt score for at vinde, og det gjorde vi ikke i dag. Nu ser vi frem til mandag.

Danmark møder Armenien mandag på udebane, og her er kravet tre point til det danske hold, hvis drømmen om top to - og dermed direkte kvalifikation til Frankrig næste år - skal i hus.

- Vi lever jo stadig godt, men vi skal vinde mandag, og så er der en spændende kamp til sidst (mod Portugal, red.). Det ser stadig okay ud, siger Nicolai Jørgensen.

Treeren i gruppen skal i playoff om en plads til EM i Frankrig.