Albanien sikrer tredjepladsen med første EM-sejr
Foto: Michael Sohn/Polfoto
Landshold

Albanien sikrer tredjepladsen med første EM-sejr

Albanien besejrede Rumænien med 1-0 og kan nu kun vente på, om de avancerer ved slutrunden som bedste tre'er.

Albanien sikrede sig som bekendt en EM-billet på bekostning af Danmark, og dermed skrev landet historie ved for første gang at deltage ved en slutrunde. Søndag skrev albanerne så endnu et kapitel i historiebøgerne.

Albanerne sikrede sig nemlig en 1-0-sejr over Rumænien, og dermed sætter de sig på tredjepladsen i Gruppe A, mens rumænerne kan rejse hjem igen efter tre kampe og nul sejre. For Albaniens vedkommende må de nu vente og se, om de kan avancere i turneringen som bedste tre'ere.

Afgørelsen faldt kort før pauseteen i en til tider underholdende første halvleg. Ledian Memushaj lagde et indlæg til bagerste stolpe, hvor Armando Sadiku steg til vejrs og headede Albanien foran 1-0.

Scoringen blev fejret på behørig vis, men det var intet at sammenligne med de jubelscener, der brød ud i den albanske lejr, da dommeren fløjtede for sidste gang, og den første EM-sejr i landets historie var en realitet.

For Albaniens vedkommende er der nu kun tilbage at vente på, om der venter flere kampe ved slutrunden.