Albansk medie: Armenske spillere modtog penge for at tabe
Foto: Hektor Postina/Polfoto
Landshold

Albansk medie: Armenske spillere modtog penge for at tabe

En lille dør kan være åbnet for, at Danmark alligevel kan sikre sig en direkte billet til EM-slutrunden i 2016.

For det albanske medie opozita.com skriver mandag, at fire armenske spillere har modtaget 500.000 euro for at tabe kampen, der afgjorde Danmarks EM-skæbne. Det albanske medie nævner ikke spillernes navne, men det skulle angiveligt dreje sig om tre forsvarsspillere og en målmand, som er blevet bestukket.

Det drejer sig om søndagens kamp mellem Armenien og Albanien. Her var Albanien tvunget til at vinde, hvis de ville kvalificere sig direkte til EM på bekostning af Danmark.

Her gik der ikke mere end ni minutter, før Albanien bragte sig foran efter et selvmål fra Armenien. Kampen sluttede 3-0 til Albanien, og Danmark skal derfor ud i to playoff-kampe, medmindre det europæiske fodboldforbund, UEFA, vælger at tage anklagen om matchfixing op.