Aston Villa-manager: Okore kommer ikke til U/21-EM
.
Landshold

Aston Villa-manager: Okore kommer ikke til U/21-EM

Aston Villa-manager, Tim Sherwood, vil ikke lade Jores Okore tage med det danske U/21-landshold til EM-slutrunden i Tjekkiet. Forsvarsspilleren døjer med efterveer efter sin korsbåndsskade og risikerer at skulle opereres til sommer for at komme problemerne til livs.

Jores Okore har haft en fin sæson i Aston Villa, efter han kom tilbage fra en slem korsbåndsskade, som kostede den danske forsvarsspiller en længere pause på sidelinjen. Men lige nu, frem mod sæsonafslutningen, spiller han på pumperne, og derfor vil manager Tim Sherwood ikke lade Okore drage med det danske U/21-landshold til EM-slutrunden til sommer, når Jess Thorups mandskab skal dyste i Tjekkiet mod nogle af Europas andre store nationer.

Sagen er nemlig den, at Okore i øjeblikket mærker konsekvenserne af en hård sæson. Sherwood fortæller, at danskeren praktisk talt ikke træner med resten af holdet, og at han derfor skal have hvile til sommer, hvor en operation for at komme knæproblemerne til livs også kan være en mulighed for ham.

- Han kommer ikke til at være i U/21-truppen. I sidste uge trænede han ikke hele ugen. Han er en kriger, der bare vil spille for klubben. Hvis jeg ville have en mand med mig i skyttegravene, ville det være ham. Men desværre er knæet i for dårlig forfatning, og det skal han have noget assistance med. Jeg havde en god snak med det danske fodboldforbund i sidste uge, og jeg fortalte dem, hvordan det hænger sammen. Han blev også undersøgt af dem i sidste uge, siger Tim Sherwood til avisen Birmingham Mail.

Manageren fortæller desuden, at han endnu ikke ved, om han kan råde over Okore til FA Cup-finalen på lørdag mod Arsenal. Jores Okore har spillet 27 kampe for Aston Villa i denne sæson.

U/21-landstræner Jess Thorup forventes at udtage landsholdstruppen til EM-slutrunden på mandag den 1. juni.