Bedst og værst: Debutantmål og sikker sejr
Foto: Jens Dresling/polfoto
Landshold

Bedst og værst: Debutantmål og sikker sejr

Der var ingen slinger i valsen hos Danmark, da de let slog Liechtenstein. Salanovic lignede mest af alt en, der var klar til en svømmetur.

Tipsbladet.dk på CASA Arena Horsens

Danmark – Liechtenstein 5-0 (2-0)

1-0 Nicolai Jørgensen (31)
2-0 Nicolai Jørgensen (33)
3-0 Andreas Cornelius (49)
4-0 Viktor Fischer (62)
5-0 Jens Stryger Larsen (84)

Kampens bedste
Danmark
Den dobbelte målscore Nicolai Jørgensen viste, hvorfor han lige nu er den meste sikre starter i det danske angreb. Han gjorde tilbød sig konstant i det opbyggende spil, løb dybt og var en evig trussel. Feyenoord-spilleren har fået en god start i Holland og tog det med sig på banen i Horsens. Jens Stryger Larsen fortjener en lille notits, da han scorer i sin debutkamp. 

Liechtenstein
Nicolas Hasler spillede på den centrale midtbane en god kamp for det lille land. Det var ikke meget, de havde at byde på, men han viste lidt af det gåpåmod, som mange af de andre manglede. Han forsøgte sig med driblinger, og kæmpede desuden en brav kamp defensivt. Det lyder mærkeligt, når der går fire mål ind, men Peter Jehle i måler gjorde også en god figur. Han afviste flere gange nærgående danske hjørnespark.

Kampens værste
Åge Hareide havde inden kampen bebudet, at Thomas Delaney skulle på banen fra anden halvlegs start, og det var næppe en overraskelse for mange, at det var Pierre-Emile Højbjerg, som blev pillet ud. Southampton-spilleren var kampen igennem tæt på usynlig, og lavede kun enkelte få aktioner, inden han så mistede bolden igen. Den unge dansker har ellers fået en god start i Premier League, men han havde modsat Jørgensen ikke fået sit høje niveau med til Danmark. 

Kampens detalje
Simon Kjær og Dennis Salanovic stødte efter syv minutter sammen, hvilket gjorde, at Liechtensteins nummer 18 fik en lille hat på hovedet. Hatten mindede usandsynlig meget om en badehætte, så Salanovic lignede en, der var klar til at hoppe i et bassin og svømme om kap med Pernille Blume, når det skulle være. Salanovic blev, desværre, skiftet ud i pausen.