Boilesen: Det er værst at undvære landsholdet
Illustration: DBU
Landshold

Boilesen: Det er værst at undvære landsholdet

Nicolai Boilesen er røget helt ud i kulden i Ajax Amsterdam, men det værste er de manglende landsholdsudtagelser.

Det er ikke blevet til ét eneste spilleminut for Nicolai Boilesen i Ajax Amsterdam i denne sæson på trods af, at han i sidste sæson stort set var selvskrevet på holdkortet.

Den danske venstreback er i den grad endt i unåde i den hollandske hovedstad, men det, der generer Boilesen mest, er, at han grundet situationen ikke er landsholdsaktuel på nuværende tidspunkt.

- Den hårdeste i den her periode har været fraværet fra landsholdstruppen. Det har afgjort været den sværeste pille at sluge at se det hele på TV. Landsholdet betyder bare noget ganske særligt for mig, siger Boilesen til Ekstra Bladet.

Boilesen selv undrer sig ikke over, at den nye landstræner, Åge Hareide, valgte at kigge andre steder hen, da han onsdag udtog sin første landsholdstrup. 

- Jeg har ikke talt med Åge Hareide, og det er klart, at jeg lige nu er i en situation, hvor jeg ikke har kamptræning og naturligvis slet ingen forventninger. Det er fuldt forståeligt, hvis Hareide tænker på andre spillere.

- Men hvis jeg blev udtaget, var jeg nærmest parat til at løbe hjem fra Amsterdam, fortæller Boilesen.

Nicolai Boilesen har kontraktudløb med Ajax Amsterdam denne sommer.