Efter at Cameroun tabte det første opgør i årets udgave af Confederations Cup søndag med 2-0 mod de sydamerikanske mestre fra Chile, var de torsdag aften pisket til en sejr, hvis de fortsat skulle holde håbet om en semifinaleplads i live. Det samme kunne siges om Australien, der mandag tabte 3-2 i en tæt kamp mod de tyske verdensmestre.
Ingen af holdene formåede dog at trække det længste strå og i stedet endte kampen uafgjort 1-1.
De afrikanske mestre startede ellers bedst, fik hurtigt spilovertaget og formåede da også at få produceret et par gode muligheder.
I dommerens tillægstid fik de så endelig gevinst ud af dominansen, da en fin stikning fik spillet Andre-Frank Zambo Anguissa fri. Midtbanespilleren kvittererede med et flot lob over den australske keeper, og Cameroun kunne således gå til pause med en 1-0 føring. En stor skuffelse for australierne, der ellers var kommet bedre med som halvlegen skred frem.
Efter pausen formåede Australien dog at fortsætte, hvor de var sluppet og fik skabt et par halvstore muligheder. Et kvarter inde i anden halvleg kom belønningen så, da Camerouns Ernest Mabouka begik et klumpet straffespark. Anfører Mark Milligan udnyttede den mulighed på fornemmeste vis, og stillingen var nu 1-1.
Herefter lykkedes det Cameroun at spille sig bedre med, og den sidste halve time blev derfor en mere jævnbyrdig affære med gode muligheder i begge ender. Særligt Camerouns Vincent Aboubakar havde et par gode muligheder for at bringe afrikanerne på sejrskurs.
Men ind ville bolden ikke, og kampen endte altså 1-1. Den tidligere Aab-spiller Christian Bassogog spillede hele kampen for Cameroun og gjorde fin figur.
Senere torsdag aften skal Tyskland møde Chile i gruppe B.