Video : Tipsbladet
Landshold

Chile-træner: Sanchez ikke distraheret af rygter

Landstræneren er ikke bekymret for, at hans stjernespiller bliver distraheret af rygterne om et muligt skifte væk fra Arsenal.

Chiles landstræner, Juan Antonio Pizzi, mener ikke, at Alexis Sanchez lader sig påvirke af uvisheden om hans fremtid hos Arsenal under Confederations Cup.

Den 28-årige scorede i 1-1 kampen mod Tyskland i sin første kamp fra start i turneringen i Rusland. Samtidig er det også det eneste mål, som Sanchez har lavet i de tre første kampe.

Sanchez er blevet sat i forbindelse med et skifte til Manchester City og Bayern München, men ønsker ikke at kommentere på rygterne om sin fremtid og insisterer i stedet på, at hans fokus er på landsholdet lige nu.

Pizzi er heller ikke bekymret for om Sanchez kan bevare fokus forud for onsdagens semifinale-kamp mod Portugal.

- Vi synes, at Sanchez er meget positiv. Han giver sit bedste, ligesom alle andre. Vi mener, at han er meget glad, siger landstræneren, og uddyber;

- Jeg tror alle gerne ville være i en lignende situation, hvor de bedste klubber i verden kæmper om en, selvom han allerede spiller for en stor klub.

Pizzi understreger, at Sanchez ikke er et problem i truppen, men derimod fuldt fokuseret på den opgave, som der ligger foran ham.

- Han er en meget ansvarsfuld person, som ved, hvad han skal gøre. Men lige nu er han meget komfortabelt og engageret til landsholdet.

Landstræneren understreger også, at han og spillerne er fortrøstningsfulde forud for semifinalen.

- Vi mener, at vi bliver bedre og bedre, når vi kommer til de sidste kampe ved slutrunderne. Jeg er helt overbevist om, at vi spiller en stor kamp.

Holdkammeraten, Marcelo Diaz, mener, at usikkerheden vil hjælpe Alexis Sanchez til at blive mere professionel.

- Jeg har sagt det her ofte. At have Alexis på vores hold er fantastisk. Han har spillet godt i så mange år, han har så mange kvaliteter, siger Celta Vigo-spilleren og fortsætter;

- Jeg håber og tror på, at han vil fortsætte med at udvikle sig, og jeg tror at hans personlige situation vil få ham til at vokse. Det er positivt fot Chile, da vi vil få en stærkere spiller, når vi angriber.

Chile og Portugal spiller semifinale i Confederations Cup onsdag kl 20:00