Chiles træner efter triumfen: Fansene var helt euforiske
Foto: Andre Penner/Polfoto
Landshold

Chiles træner efter triumfen: Fansene var helt euforiske

Med en sejr efter straffesparkskonkurrence over Argentina er Chile sydamerikanske mestre, og mestertræner Sampaoli kunne ikke holde sin glæde tilbage efter kampen.

Chile vandt natten til søndag Copa America efter en finalesejr over Argentina på straffespark, så kampen kunne ende 4-1. Messi stod bag Argentinas eneste straffesparksscoring. Det er dog ikke dén scoring, der vil blive husket bedst. Alexis Sanchez scorede nemlig et utrolig køligt straffe, som sikrede Chile sejren og trofæet.

Chiles træner Jorge Sampaoli kunne heller ikke komme udenom netop dét mål til pressemødet efter kampen.

- Alexis' straffespark gav mig en enorm glæde. Spillerne har gjort et stort arbejde. De gik efter at vinde Copa America, og jeg så ikke en eneste kamp ved turneringen, som skulle pege på, at Chile ikke ville være bedre end de andre, siger Sampaoli.

Træneren slog også fast overfor journalisterne, at han ikke ville gå for meget i dybden med analysen af kampen. Nu handlede det om noget andet.

- Jeg vil gerne nyde dette øjeblik med spillerne. At have vundet Copa America her i Chile med et så euforisk publikum. Jeg vil gerne sige tak til mine spillere for at lade mig opleve dette og være en del af det, siger Chile-mestertræneren.

Juventus' Arturo Vidal, der har styret Chiles midtbane i turneringen, var naturligvis også glad for sejren.

- Vi talte om, at vi kunne vinde Copa America allerede sidste år i Brasilien. Vi har en stor generation af spillere, og vi fortjener det her, siger Vidal .

Copa America-pokalen er Chiles første trofæ nogensinde, og mon ikke de stadig fester i gaderne i Santiago og resten af landet endnu.