Ikke godkendt, lyder dommen fra Andreas Cornelius oven på U/21-landsholdets 1-0-sejr over USA. Den danske målscorer er langt fra tilfreds med sit holds indsats, selv om det trods alt blev til en sejr.
Kampen mod USA var holdets sidste, inden landstræner Jess Thorup skal udtage den trup, der skal repræsentere Danmark ved sommerens U/21-EM, og der skal andre boller på suppen, hvis de unge danskere skal klare sig efter forventning.
- Vi skal nogle niveauer op inden EM, siger FC København-angriberen til DR.
- Vi har en kamp mod Sverige inden EM. Det må vi gøre bedre, for det var ikke godt nok i dag. Vi brændte lidt for meget og gav dem lidt for mange chancer.
Cornelius kom på banen fra anden halvlegs start, hvor han afløste Randers FC's Nicolai Brock-Madsen. Han skulle kun bruge fem minutter på at score kampens eneste mål - hans tredje i syv kampe for U/21-landsholdet.