2016-03-21 14:32
Foto: Lars Poulsen/Polfoto

Brøndbys forsvarsspiller Daniel Agger er anfører for landsholdet, fastslår den nye landstræner, Åge Hareide.

Når det danske landshold på torsdag går på banen mod Island i den første af to testkampe under den nye landstræner Åge Hareide, bliver det med Brøndby-forsvarer Daniel Agger som anfører. Hvis han vel at mærke går på banen.

Det fastslår Åge Hareide, der ellers i et interview med Tipsbladet var en smule tvetydig omkring anførerbindet. I Tipsbladet den 18. marts sagde Åge Hareide:

- Og det er jo også det, jeg siger, der er så vigtigt med de ældre spillere, hvad angår deres erfaring. Det giver sig selv. Vi har en Krohn-Dehli, der spiller på et tophold i Spanien, vi har en Agger, der har mange, mange år bag sig i Premier League og mange, mange landskampe og har været anfører, sagde Åge Hareide blandt andet.

Selvfølgelig er det den sidste del, der er interessant. Har været anfører. Men det skal ikke forståes sådan, at den norske træner er i tvivl om, hvem der skal bære anførerbindet? Nej, fortæller Hareide.

- Så længe han er indkaldt, vil jeg have Daniel Agger som anfører, siger Åge Hareide i dag.

Daniel Agger er indkaldt til landsholdstruppen, og han spillede søndag hele opgøret, da Brøndby spillede 0-0 mod Esbjerg fB.

- Han er med, så længe han spiller fodbold. Ingen kan vide, hvad det næste bliver.

- Jeg har talt med Agger, men den samtale bliver mellem mig og ham. Nu ser vi frem mod to kampe mod Island og Skotland, siger han.

Det er i Herning, at Danmark møder Island på torsdag, mens der den efterfølgende tirsdag er en udekamp mod Skotland for Hareides tropper.

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Bundesligaen begynder: Hvilken dansker får mest succes?