Danmark formåede ikke at knække Albanien
Foto: Polfoto
Landshold

Danmark formåede ikke at knække Albanien

Danmark kunne ikke knække Albanien og måtte tage til takke med 0-0 i Parken.

Danmark og Albanien stod i aften overfor hinanden i en livsvigtig EM-kvalifikationskamp i Parken, hvor holdene før kampen lå side om side med 10 point, selvom Albanien har spillet en kamp færre end Danmark.

Danmark startede bedst i de første minutter og kom godt over kanterne, men albanerne viste fra start, at det ikke ville blive nemt for danskerne at bryde gennem Albaniens defensiv.

Første halvleg blev en yderst chancefattig affære, hvor kun en albansk hovedstødschance og et sløjt Sisto-forsøg kunne noteres.

Morten Olsen reagerede prompte i pausen, hvor han satte mere dynamik på banen i form af Jakob Poulsen og Yussuf Poulsen til fordel for Pione Sisto og William Kvist.

Dette skulle hurtigt vise sig at give pote. Efter 56 minutters spil var danskerne tæt på at bringe sig i front, da Nicolai Jørgensen tæt under mål måtte se sit hovedstød blive reddet af den albanske keeper efter et hjørnespark. 

Kort tid efter var Jørgensen igen på spil - endda i to omgange, men danskeren manglede skarpheden i de afgørende situationer.

Senere var Nicklas Bendtner på spil efter flot forarbejde af Yussuf Poulsen, men Wolfsburg-angriberen blev tacklet i sidste øjeblik.

Danskerne var overlegne i luftrummet, hvor specielt Nicolaj Jørgensen ragede godt op og i flere omgange var tæt på at bringe Danmark foran, men danskerne formåede ikke at få sat albanerne yderligere under pres mod slutningen af kampen.

I stedet var Albanien tæt ved at skabe rædsel i Parken, da de dybt inde i overtiden var tæt på at dukke danskerne, men det forblev ved 0-0.

Dermed ligger Danmark og Albanien stadig á point, men albanerne har spillet én kamp færre end danskerne.