Video : Tipsbladet
Landshold

Danmarks vej til VM går over Irland

Der er trukket lod til de to playoffkampe om at komme til VM, og det betyder for Danmarks vedkommende to opgør mod Irland.

Når det danske landshold om en måned skal forsøge at spille sig til VM, bliver modstanderen Irland. Det stod klart tirsdag eftermiddag, da der var lodtrækning til playoffkampene om de fire sidste europæiske pladser ved slutrunden.

Danmark kunne have trukket Irland, Nordirland, Sverige og Grækenland. 

Eftersom Danmark kom op ad bowlen først, begynder de på hjemmebane. Det betyder, at den afgørende returkamp skal afvikles i Dublin. Det er dog næppe hjemmebanefordelen i den sidste kamp, der gør forskellen. Det har det i hvert fald ikke gjort historisk set.

De første opgør spilles fra 9. til 11. november, og returkampene afvikles fra 12. til 14. november. Det er endnu ikke afgjort, hvornår de enkelte kampe skal spilles, men du kan selvfølgelig læse på tipsbladet.dk, når det bliver offentliggjort.

irland har den historiske overhånd mod Danmark, eftersom landene har mødt hinanden 13 gange, og danskerne blot har taget tre sejre mod irernes fem. De sidste fem er selvsagt endt uden vinder. Det seneste opgør var venskabskampen i Aarhus for ti år siden, da Irland vandt 0-4.

De øvrige opgør ser ud som følger:
Nordirland - Schweiz
Kroatien - Grækenland
Sverige - Italien