DBU afbryder forhandlinger med Spillerforeningen
Illustration: DBU
Landshold

DBU afbryder forhandlinger med Spillerforeningen

DBU og Spillerforeningen nåede ikke tættere på hinanden torsdag i forsøget på at finde en aftale omkring landsholdsspillernes forhold.

Der lader til, at der er et godt stykke vej til en aftale mellem Dansk Boldspil-Union og landsholdsspillerne på kvinde-, herre- og U/21-siden. 

DBU har i sit forslag til Spillerforeningen og spillerne krævet, at spillerne går 17 procent ned i løn, mens DBU vil forhandle med spillerne individuelt, så det bliver nemmere at bruge spillerne i kommercielle hensyn.

Det forslag er blevet afvist af Spillerforeningen, og spillerne på landsholdene har meddelt, at man står sammen og ikke vil forhandle individuelt. 

Torsdag skulle parterne så mødes i et nyt forsøg på at finde en løsning - eller i hvert fald udveksle meninger for at komme nærmere en aftale. Men mødet mellem Spillerforeningen og DBU nåede aldrig i gang med reelle forhandlinger. Spillerforeningen skriver i en pressemeddelelse.

- Det var Spillerforeningens ønske at få realitetsforhandlinger i gang og få fastsat en proces for at komme i mål med en kollektiv aftale hurtigst muligt. Den drøftelse var DBU ikke klar til at tage endnu. DBU meddelte, at de ville vende tilbage til os mandag efter deres repræsentantskabsmøde lørdag. 

Dermed ingen løsning på problemet og DBU må blandt andet se langt efter landsholdsspillerne deltagelse i Dansk Fodbold Awards i Odense fredag på grund af uenigheden.

Landstræner Morten Olsen udtager sit næste landshold 17. marts til de kommende venskabskampe mod USA og Frankrig.