Video : Tipsbladet
Landshold

DBU afviser fortsat at forhandle

Selvom herrelandsholdet tilbyder 500.000 kroner til kvinderne, afviser DBU, at det kan få ny aftale på plads.

Herrernes landshold tilbød tidligere på dagen at afstå 500.000 kroner til fordel for Kvindelandsholdet, men det får ikke DBU tilbage til forhandlingsbordet.

Selvom DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, anerkender herrelandsholdets ønske om at afstå en hal million til fordel for kvindelandsholdet, så får det ikke forhandlingerne i gang.

- Det her handler ikke kun om penge, men også om principper. Vi nærmer os hinanden økonomisk og kunne måske nok nå hinanden. Det anerkender vi, men vi vil ikke være arbejdsgivere. Det skal stå soleklart i den nye aftale, siger Høyer til Ritzau.

I de seneste dage er der sået tvivl om, hvorvidt DBU er arbejdsgivere i herrelandsholdets seneste aftale, og derfor ønsker DBU en klar aftale med kvindelandsholdet.

- Det mener vi ikke, at vi er (arbejdsgiver), men det er der flere fortolkninger af, og derfor skal det helt klart i den nye aftale, da de forskellige fortolkninger bliver ved med at skabe uro både for herrernes og nu kvindernes landshold, siger Høyer.

DBU's kommunikationschef savner en forklaring fra Spillerforeningens direktør, Mads Øland, på, hvorfor det er så vigtigt, at DBU står som arbejdsgiver. Og den diskussion forventer Jakob Høyer ikke, at parterne kan nå at tage inden VM-kvalifikationskampen mod Ungarn på tirsdag.

- Skal dette hold spille kampen på tirsdag, er det nødvendigt, at spillerne skriver under på den midlertidige aftale, og så må forhandle den ny aftale på plads bagefter sammen med LO (Landsorganisationen i Danmark) og DIF (Danmarks Idrætsforbund), slutter Jakob Høyer.