DBU fastholder værtsbud på EM 2020
Illustration
Landshold

DBU fastholder værtsbud på EM 2020

DBU meddeler lørdag, at unionen har besluttet sig for at fastholde buddet på at afholde kampe ved EM-slutrunden i 2020 efter at have overvejet det økonomiske aspekt.

DBU meldte forleden ud, at den overvejede at trække det værtsbud, som unionen har lanceret med at afholde kampe ved EM-slutrunden i 2020. Det kunne blive for dyrt, var begrundelsen, men nu har DBU alligevel besluttet sig for at fastholde buddet efter grundige overvejelser. Det skriver DBU på sin hjemmeside.

- Vi må erkende, at UEFA ikke umiddelbart kommer til at yde et større tilskud til os. UEFA’s tilskud vil være ens, uanset om de går til København eller andre steder. Vi har diskuteret det grundigt og mener, at vi med stor økonomisk ansvarlighed kan søge om værtsskabet, som vil være en kæmpe begivenhed – både for dansk fodbold og for både København og hele Danmark. Det er samtidig et vigtigt skridt i at gøre DBU og dansk fodbold til at være en del af noget større, siger DBU’s formand Jesper Møller.

- Jeg er overbevist om, at vi ikke får slutrunden til Danmark, med mindre vi opfylder de krav og accepterer størrelsen på de tilskud, som UEFA giver. Det betyder en risiko for, at det i værste fald kommer til at koste 10-15 millioner kroner. Vi mener dog godt, at vi kan finde de penge i løbet af de næste seks år – enten internt eller med hjælp fra både nuværende og nye samarbejdspartnere, lyder det videre fra Møller.

DBU skriver desuden, at beslutningen om værtsbyer bliver truffet ved et møde den 19. september.