Video : Tipsbladet
Landshold

DBU: Har ikke forlænget Hareides kontrakt

Det er en misforståelse, at den danske landstræner har forlænget sin kontrakt. Den har nemlig hele tiden stået til at udløbe i 2020.

Onsdag kunne Horsens Folkeblad bringe et interview med landstræner Åge Hareide, der fortalte, at hans kontrakt var blevet forlænget med to år. Det afkræfter DBU nu.

Åge Hareides kontrakt har nemlig hele tiden stået til at udløbe i 2020. Der er dog en klausul i kontrakten, der gør det muligt at opsige samarbejdet i 2018.

- Man kunne have lavet en toårig aftale med en option om at forlænge den, eller man kunne lave en fireårig aftale med en option for begge parter om at kunne ophæve den efter to år, forklarer Kim Hallberg, elitechef i DBU.

Der er derfor intet nyt i forhold til Hareides kontraktsituation. 

- Aftalen har hele tiden været med Åge, at når vi kommer hen på den anden side af sommerferien, så sætter vi os ned og evaluerer tingene omkring, hvordan han har det med at fortsætte, og hvordan vi har det med at fortsætte, ligesom det er kutyme med sådanne aftaler, siger Kim Hallberg.