DBU jubler: En oplevelse for hele landet
Illustration
Landshold

DBU jubler: En oplevelse for hele landet

I Dansk Boldspil-Union er man lykkelige over EM-værtsskabet i 2020.

Det bliver historisk, når Danmark i 2020 bliver vært for EM-slutrunden, det er nemlig første gang i historien, at Danmark skal være vært for en af de to store slutrunder. Parken skal danne ramme om tre gruppekampe ved slutrunden, ligesom en af ottendedelsfinalerne spilles i Parken.

Og i DBU jubler man over at have fået værtsskabet for slutrunden.

- Det er helt fantastisk for dansk fodbold, for København og for hele Fodbold-Danmark. Vi er stolte over den tillid, UEFA viser os ved at gøre os til medværter for en af verdens største sportsbegivenheder. Og vi glæder os til at vise det bedste frem til hele Europa, siger DBU-formand Jesper Møller til dbu.dk og fortsætter:

- EM-slutrunden er en oplevelse for hele landet, og vi ved, at der nu ligger en stor opgave foran os. Den er vi parat til at løfte, uden at det betyder, at vi mister fokus på de mange andre gode tiltag, der foregår i dansk fodbold, mens vi naturligvis vil fastholde vores arbejde med at løse de udfordringer, som vores klubber står overfor eksempelvis at fokusere på manglen på faciliteter i de københavnske klubber, siger Jesper Møller.

EM i 2020 skal spilles i 13 forskellige lande, og semifinalerne og finalen spilles i London på Wembley.