Video : Tipsbladet
Landshold

DBU melder udsolgt til Rumænien-brag

Det er ikke længere muligt at købe billetter til braget mod Rumænien på søndag i Parken.

Det er en skæbnekamp, der venter det danske landshold søndag, når Rumænien gæster Parken.

Med en sejr vil Danmark komme tættere på at kvalificere sig til VM-slutrunden i 2018, og det er de danske fodboldfans klar over.

På DBU's hjemmeside, er det nu ikke længere muligt at købe billetter til opgøret. 

For lidt over en måned siden vandt Danmark først 4-0 over Polen og bagefter 4-1 mod Armenien, og det har man kunne mærke i DBU:

- Det begyndte at gå rigtig hurtigt især efter sejren mod Armenien, så kom der en naturlig periode med stabil men ikke helt vildt salg, og så efter udtagelsen af truppen i starten af ugen har salget taget ved igen, fortæller Rasmus Willeberg, der er billetansvarlig i DBU.

Da Polen gæstede København for en måned siden, havde mange polakker købt billetter til danske tribuneafsnit, hvilket skabte kø ved indgangene og tumult flere steder. Selv om 26.000 rumænere ifølge Beskæftigelsesministeriet arbejder i Danmark, forventer DBU ikke samme udfordringer med udefans på uvedkommende afsnit.

- Generelt er kampen sikkerhedsmæssigt klassificeret væsentligt lavere, så vi har ikke samme formodning om, at billetsalg til herboende rumænere skulle være noget særligt. Vi har også selv skærpet sikkerheden om billetsalget til den her kamp for at undgå en lignende situation, blandt andet ved at monitorere billetsalget endnu skarpere, siger Rasmus Willeberg.

Der er kickoff fra Parken på søndag klokken 18.