DBU og Peter Bonde kapper båndene
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Landshold

DBU og Peter Bonde kapper båndene

Peter Bonde er færdig i DBU-regi et halvt år før kontraktudløb.

Efter 16 år i DBU er Peter Bonde nu ikke længere ansat i Unionen. Det har længe stået klart, at Morten Olsens mangeårige assistent ikke skulle indtage samme rolle for den nye landstræner Åge Hareide, men den første melding fra DBU lød, at Bonde skulle gøre sig nyttig i en anden funktion i det halve år, han havde tilbage af kontrakten.

Men onsdag har de to parter valgt at kappe båndene til hinanden, og Peter Bonde er dermed en fri mand.

- Det er en fin beslutning til glæde for alle parter. Nu har jeg mulighed for at fokusere på at finde et job. Jeg vil nemlig gerne fortsætte i fodboldens verden, siger Peter Bonde til Ekstra Bladet.

Han drømmer om et job som U-træner i fremtiden.