Dunga langer ud efter sine spillere: Mænd græder ikke
Illustration
Landshold

Dunga langer ud efter sine spillere: Mænd græder ikke

Brasiliens nye landstræner indvarsler en ny æra på holdet, der skuffede så fælt under VM-slutrunden. Slut med grædende mænd, skiftende frisurer og smarte kasketter.

Brasiliens nye landstræner brød sig ikke særlig meget om den optræden, som flere af de brasilianske stjerner demonstrerede under slutrunden, hvor det skuffende kun blev til en fjerdeplads på hjemmebanen. 

Og nu indvarsler den tidligere landsholdskaptajn en ny linje på holdet, hvor disciplin og mandshjerte skal stå foran selvpromovering og tårevædende interviews. 

Dunga har blandt andet kritiseret holdets målmand Julio Cesar for at græde under et interview umiddelbart efter sejren over Chile, hvor Cesar spillede en vigtig rolle med to redninger. 

- Tårefulde scener som dem, vi så efter kampen mod Chile giver et negativt billede af fodbolden. Vi er macho, vi mener ikke, at mænd skal græde, selvom vi respekterer alle, siger den brasilanske boss til avisen Veja. 

Dunga kritiserer også Neymar for at være illoyal overfor holdet på de pressemøder, han deltog i, inden han måtte forlade slutrunden med en skade. 

- Hovedfokus skal være på det brasilianske landshold, og når du deltager i en pressekonference med landsholdet, så skal du have din brasilianske kasket på, siger Dunga med henvisning til den kasket Neymar bar under pressemøderne. Kasketten bar nemlig ikke Brasiliens logo, men Neymars eget. 

Men heller ikke her stopper kritikken af spillerne. For både Neymar og Dani Alves får en ekstra bredside med på vejen på grund af deres beslutning om at ændre deres frisurer under slutrunden. 

- Folk bør snakke mere om, hvad du gør på banen og mindre om, hvad du foretager dig udenfor, siger Dunga.