Emil Larsen: Milan er vist bare et rygte
Illustration
Landshold

Emil Larsen: Milan er vist bare et rygte

AC Milan så angiveligt på Emil Larsen i tirsdagens landskamp. Det tager OB'eren dog roligt og glæder sig i stedet over succesen i rødt og hvidt. 

Det var en markant historie, der ramte TV2 Sportens website tirsdag aften kort inden landskampen mellem Danmark og Malta. 

Ifølge den danske tv-station havde selveste AC Milan en scout på plads i Parken for at se nærmere på OB's Emil Larsen, der startede inde for landsholdet og endte med at få 90 minutter i benene, hvor han viste sig fint frem. 

Emil Larsen selv tager dog Milan-historien helt køligt. 

- Det tror jeg bare, vi skal tage som et rygte. Det tror jeg ikke, at der er noget i, siger Emil Larsen til tipsbladet.dk. 

I sommer var han tæt på at skifte fra OB til Brøndby, men muligheden for at vise sig frem for andre potentielle bejlere har ikke fyldt noget for Emil Larsen i forbindelse med de to landskampe, han netop har været med i. 

- Jeg tænker slet ikke på det det. Jeg tænkte bare på at komme ind, gøre det godt, hjælpe drengene til en sejr og vise mig frem. Det synes jeg lykkedes fint. Det andet tænker jeg ikke på, siger han. 

Emil Larsen glæder sig blot over, at han fik fuld spilletid i landskampen mod Malta. 

- Det var rigtig dejligt. Jeg har glædet mig til det og set frem til det, og når vi vinder på den måde, vi gjorde, er det ekstra dejligt. Jeg er fin tilfreds med min præstation i dag, og jeg fik vist, at jeg sagtens kan være med. Det er dejligt, siger Emil Larsen, der føler, at han er kommet længere op i landsholdshierakiet i løbet af de seneste par uger. 

- Det er et kæmpe skulderklap, også at jeg får lov til at spille 90 minutter. Det viser, at jeg har gjort det godt nok, og det er jeg rigtig glad for. Jeg har vist mig godt frem til træning og kamp, og hvis jeg holder niveauet i Superligaen for OB, kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle komme med, siger Emil Larsen.