Video : Tipsbladet
Landshold

Eriksen efter kritik af DBU: Der er slået en streg over det

DBU har efterkommet spillernes kritik af staben omkring landsholdet, og det glæder Christian Eriksen, der anser konflikten for glemt.

Det vakte opsigt, da først William Kvist og Simon Kjær og siden Christian Eriksen offentligt kritiserede DBU i begyndelsen af året. De to førstnævnte mente ikke, at DBU arbejdede for, at landsholdet kunne komme til VM i Rusland, og Eriksen kritiserede behandlingen i sundhedssektoren.

- Det handler i dag ikke bare om at smøre en spiller ind i olie. Der er brug for individuel behandling af spillerne. Generelt savner jeg en mere professionel tilgang til tingene, når vi er samlet i landsholdslejren, sagde Eriksen dengang til Ekstra Bladet.

Først ansatte DBU en fast dataanalytiker, som hidtil havde været mere løst tilknyttet landsholdet, og i sidste uge meddelte forbundet, at man ville udvide sundhedsstaben allerede op til den kommende landskamp mod Rumænien.

Det glæder Christian Eriksen.

- Jeg synes bestemt, der er slået en streg over det. Det er selvfølgelig noget, vi har prøvet at få ind i et stykke tid. Jeg tror, vi alle sammen er glade for, at de har lyttet, og så må vi sørge for, at det bliver en succes. Jeg synes personligt, at det er et skridt i den mere professionelle og en bedre retning. Det er ikke noget dårligt om dem, der er her i forvejen, men der manglede måske lidt nyt, hvad det angår, siger landsholdsprofilen til tipsbladet.dk.

- Det er et skridt mod noget, begge parter gerne vil, og det er til VM. De ser det også, som vi gør; at det er en klar forbedring. Jeg synes også, det var flot af dem. Vi er selvfølgelig glade for det.

Udadtil har Christian Eriksen sjældent været den, der er gået forrest med bramfri udtalelser, og den afmålte fynbo har generelt været en meget lidt polemisk karakter. Desto mere opsigtsvækkende var udtalelsen i januar, og Eriksen mener selv, at det er et skridt i hans udvikling som spiller og person.

- Nu har jeg allerede været med i mange år, og jeg var meget ung, da jeg kom med første gang, så måske var mange ting nye for mig. Men nu ved jeg mere, hvordan jeg gerne selv vil have det, og hvordan det fungerer, og det gør, at jeg har lidt mere erfaring at trække på og snakke ud fra, siger han.

- Men det er en fælles beslutning (blandt spillerne, red.) om alle ting, og det her har selvfølgelig også været en fælles beslutning. Nu har jeg siddet i spillerrådet i en del år uden at sige det store, så det var måske mit hug til at sige en lille smule, siger han med et lille grin.

Han og resten af landsholdet spiller søndag klokken 20.45 mod Rumænien.