Eriksen håber på mere direkte spil
Polfoto/Lars Poulsen
Landshold

Eriksen håber på mere direkte spil

Christian Eriksen glæder sig til at se den nye landstræners idéer og håber samtidig, at Danmark kommer til at spille mere direkte.

Torsdag aften gives bolden op til den første landskamp under den nye landstræner Åge Hareide.

Og efter den første træning tirsdag kunne noget tyde på, at nordmanden vælger at prøve en ny formation af i venskabskampen mod Island. 

De nye idéer glæder Christian Eriksen, og den danske offensivspiller håber at kunne tage nogle af tingene med sig over i kampen.

- Det bliver først og fremmest rigtigt spændende at høre om hans idéer og planer, og forhåbentlig kan vi tage nogle af tingene til os med det samme i de første træninger og ved den første kamp, siger han til TV2.

Tottenham-kreatøren håber også, at det danske landshold hurtigere vil spille bolden fremad banen.

- Der kan jo være forskel på det, man siger, og det, man gør. Forhåbentlig kommer vi til at spille endnu mere fremad og mere direkte, som jeg personligt er vant til i klubben. Det bliver spændende, hvordan det kommer til at blive, lyder det videre fra Eriksen.