Fischer om Nicolai Jørgensen: Han behøver ikke lave en skid
Foto: tipsbladet.dk
Landshold

Fischer om Nicolai Jørgensen: Han behøver ikke lave en skid

Viktor Fischer var glad for samarbejdet med Nicolai Jørgensen i onsdagens landskamp.

Danmark havde ingen offensive vanskeligheder i onsdagens landskamp mod Liechtenstein, der blev vundet 5-0.

Efterfølgende var det derfor også en glad Viktor Fischer, som Kanal 5 fangede.

- Jeg synes, vi viser, at vi spiller godt sammen. Mig og Nicolai (Jørgensen red.) matcher hinanden rigtig godt. Han holder godt fast i den, og så kan jeg ligge og lave nogle løb rundt omkring ham. Jeg kan arbejde hårdt, så Nicolai ikke behøver lave en skid, lød det jokende fra Viktor Fischer.

Nicolai Jørgensen scorede to mål for Danmark i første halvleg, mens Viktor Fischer gjorde det til 4-0 i anden halvleg. Danmark vandt kampen 5-0.

Danmark indleder VM-kvalifikationen på søndag, når de møder Armenien.