Fjendetjek: Notorisk danskerdræber med for Rumænien
Foto: Clive Mason/Getty Images
Landshold

Fjendetjek: Notorisk danskerdræber med for Rumænien

Tipsbladet.dk ser nærmere på tre rumænske profiler, som Danmark skal dæmme op for søndag aften.

VM er rykket nærmere for det danske landshold efter torsdagens 1-0-sejr ude over Montenegro, og søndag skal arbejdet gøres færdig hjemme i Telia Parken mod Rumænien. Åge Hareides mandskab har både en førsteplads og en eventuel seeding i playoff at spille for. 

Det første opgør mod Rumænien endte 0-0 på udebane, og selv om rumænerne har haft en kaotisk kvalifikation, er det et mandskab, danskerne for alt i verden ikke må undervurdere. Der er således flere stærke navne på holdkortet.

Tipsbladet.dk zoomer her ind på tre spillere, som Danmark skal et ekstra vågent øje med.

Vlad Chiriches
Forsvarsspiller, 27 år

Vlad Chiriches er muligvis ikke den største spiller i Rumænien, men han er i hvert fald den spiller, der tørner ud for den største klub. Siden 2015 har forsvarsspilleren været på kontrakt i Napoli, og før det var rumæneren i Tottenham sammen med blandt andre Christian Eriksen. Spurs købte ham i Steaua for 80 millioner kroner, Så CV'et fejler ikke noget.

Den rumænske stopper får begrænset med spilletid i Napoli, og det gjorde han også i Tottenham, så storklubberne har mest set Chiriches som en dygtig reservespiller, men på Rumæniens landshold er han fast mand, og han bliver den største udfordring for de danske offensivspillere. Han spillede også en fin kamp i 0-0-opgøret tilbage i marts.

Da Vlad Chririches startede sin karriere, var det som offensivspiller, men han blev hurtigt omskolet til forsvarsspiller, hvor han både kan begå sig som midtstopper og højre back. På klubplan har rumæneren scoret en del mål i karrieren, men han mangler fortsat at åbne målkontoen med landsholdet.

I 2013 blev Vlad Chiriches kåret som Årets Spiller i Rumænien.

Constantin Budescu
Midtbanespiller, 28 år

Midtbanespilleren Constantin Budescu er ikke så stor af navn, men han er stor af gavn for det rumænske landshold. Så sent som torsdag aften scorede han to mål for Rumænien i 3-1-sejren over Kasakhstan.

Constantin Budescu fik først sin debut for landsholdet som 24-årig, og han har mange gange oplevet ikke at blive udtaget. Man kan dog ikke tage fra Steaua Bukarest-spilleren, at han har leveret, når han har været udtaget. Fire mål i otte landskampe er det blevet til, og det må siges at være godkendt af en midtbanespiller.

Derfor gør danskerne klogt i at holde ekstra godt øje med Budescu søndag aften.

Constantin Budescu skiftede forud fra denne sæson fra Astra Giurgu til Steaua Bukarest i Rumænien, hvilket i Danmark vel vil svare nogenlunde til at skifte fra FC Midtjylland til FC København. Skiftet var især bemærkelsesværdigt, da Budescu har tilbragt næste hele sin karriere i Astra. Da FCK mødte Astra i sidste sæson, var han i Kina.

Constantin Budescu er kendt for sin gode sparketeknik, men også for at være en spiller, der ikke overanstrenger sig unødigt, når det kommer til det hårde arbejde på banen.

Claudiu Keseru
30 år, angriber

Den 30-årige rumæner kan lave mål. Mange mål. Det kan de skrive under på Bulgarien, hvor han i øjeblikket er delt topscorer for PFC Ludogorets, og det kan man skrive under på her i Danmark.

Claudiu Keseru er således en rigtig "danskerdræber". Han scorede PFC Ludogorets' enlige mål i kampene mod FC København i Europa League i sidste sæson, og i 2014 scorede han hattrick og lavede to assists for Steaua Bukarest i et opgør mod AaB, som nordjyderne tabte 0-6 (se video). Samme år scorede han to gange på Stephan Andersen i en venskabskamp mellem Rumænien og Danmark.

Det er dog værd at bemærke, at Keseru aldrig har scoret på dansk grund. Det skal han helst ikke opleve for første gang på søndag.

Det er ikke givet, at Claudiu Keseru starter inde for Rumænien mod Danmark. Han startede i hvert fald ikke inde, da Rumænien torsdag slog Kasakhstan med 3-1. Han kom dog ind efter 66 minutter og scorede syv minutter senere, så mon ikke, vi får ham at se i Telia Parken.