Fransk bomber: Jeg føler mig befriet efter mit mål mod Danmark
Foto: Laurent Cipriani/Polfoto
Landshold

Fransk bomber: Jeg føler mig befriet efter mit mål mod Danmark

Alexandre Lacazette fik sit første landskampsmål, da han scorede mod Danmark, og det får angriberen til at føle sig befriet.

Alexandre Lacazette stod for Frankrigs første mål i 2-0-sejren over Danmark, og Lyon-angriberen fik dermed hul på bylden i sin sjette optræden for Les Bleus. Lacazette, der er suveræn Ligue 1-topscorer i denne sæson med 23 mål i 26 kampe fortæller, at målet var længeventet, så derfor var det en glæde, at han kunne følge op på Kasper Schmeichels redning ved at sende bolden i kassen efter blot 14 minutters spil.

- Der er en masse glæde, og jeg er meget stolt. Jeg føler mig befriet efter at have scoret mit første mål, siger Lacazette til UEFA's hjemmeside.

Den 23-årige franskmand er oppe mod stærke konkurrenter i Frankrigs offensiv med Mathieu Valbuena, Karim Benzema, Antoine Griezmann og Olivier Giroud, og han er glad for at kunne notere en scoring ud for sit navn.

- Det kan kun hjælpe mig, næste gang jeg spiller for mit land. Jeg ved ikke, om jeg har scoret nogle point i aften - det må du spørge træneren om - men jeg scorede et mål, og det er en god ting, siger Lacazette videre.

Angriberen fik debut på det franske landshold i juni 2013.