Landstræneren har ikke opgivet førstepladsen i Danmarks VM-kvalifikationspulje. I første omgang skal holdet slå Rumænien på søndag.

Det danske landshold har fået en dårlig start på VM-kvalifikationen og er efter fire kampe ét point efter Montenegro og fire efter Polen. Men landstræner Åge Hareide har ikke opgivet at slutte på førstepladsen.

Det er kun nummer ét, der kan vide sig sikre på at kvalificere sig til VM, mens de otte bedste to'ere i de ni puljer også går videre. Og selv om Danmark altså ligger på tredjepladsen, kan holdet nå det endnu.

- Jeg er ikke sikker på, at polakkerne kan fastholde førstepladsen. Nu skal de til Montenegro. Det kan blive uafgjort – og vi har dem til efteråret i Parken, hvor vi også møder Rumænien. Vi kan slå rumænerne. Vi er bedre end dem. Med tre point begynder det at se godt ud for os, siger Hareide til Politiken.

Hvis Danmark taber søndagens kamp mod Rumænien, kan VM være så godt som umuligt at nå. Derfor er en sejr i Cluj af afgørende betydning, og i de bestræbelser vil Hareide se mere vildskab fra sine spillere.

- Hvad der er vigtigt, er, at vi får sat et hold med de spillere, der passer allerbedst sammen. Og det behøver ikke være de bedste individualister. Og så har jeg tænkt meget over, at vi må forsøge at få mere vildskab ind på holdet. Det har der nok manglet lidt af engang imellem. Vildskab og galskab efter at vinde. Det har danske spillere i sig og stor tro på sig selv. Men vi skal løfte det et hak nu. Det må vi tale med spillerne om, når vi nu samles og har en god forberedelsesperiode, siger han.

Om landstræneren får, hvad han efterspørger, afgøres fra klokken 20.45 søndag aften.

SENESTE NYT...
OP | NED