I januar måned skiftede Thomas Delaney fra FC København til tyske Werder Bremen og den danske midtbanespiller har imponeret siden skiftet til Bundesligaen.
To gange er han kommet på rundens hold i det tyske sportsmagasin Kicker, senest oven på sidste rundes 3-0-sejr over RB Leipzig.
Landstræner Åge Hareide fortæller, at han har været imponeret over Delaney.
- Det er meget imponerende, hvor stabilt han har leveret i løbet af så kort tid. Thomas er blevet en leder på Bremens hold, fortæller Hareide til Ekstra Bladet.
Delaney er også selv tilfreds med sin start.
- De første tre måneder er gået godt. Det er gået præcis som jeg havde håbet på, lyder det fra Delaney.
Danmark spiller på søndag mod Rumænien i VM-kvalifikationen. Til den kamp forventes Thomas Delaney at starte inde.