I 1981 kom to spillere til Manchester City på samme dag. Den ene var en høj norsk forsvarsspiller, den anden en lille irsk midtbanemand. Siden nåede Åge Hareide og Martin O'Neill også at spille sammen i Norwich, og skæbnen ville, at begge skulle blive landstrænere.
Om godt tre uger står de over for hinanden i to direkte dueller om en VM-billet, og det bliver et glædeligt gensyn for Danmarks landstræner. Han kender både Martin O'Neill og nordirerens familie.
Hareide kommer dog ikke til at ringe og hyggesnakke med sin gamle ven inden de to vigtige landskampe. Det slår han fast over for Ekstra Bladet. Det er nu heller ikke så lang tid, siden de sidst så hinanden.
- Her (i Norwich, red.) lærte jeg hele hans familie at hende og lejede faktisk et hus af ham, da vi spillede sammen i Norwich. Vi var til landstrænermøde i Paris (i september i fjor, red.), hvor jeg også fik hilst på hans kone, der har været kræftsyg. Det var derfor han for år tilbage stoppede i Celtic som træner, siger Åge Hareide til Ekstra Bladet.
Mens Åge Hareide udelukkende har trænet hold i Danmark, Sverige og Norge, har Martin O'Neill holdt sig til De Britiske Øer, hvor han blandt andet har været manager i Leicester City, Celtic, Aston Villa og Sunderland, som han var fan af som barn.
Han har været irsk landstræner siden 2013.