Andreas Cornelius kommende holdkammerat i Atalanta Andrea Petagna er propfyldt med selvtillid frem til mødet mod Danmark ved U21-EM.

I år skal det være. Det er da også ved at være en del tid siden, at Italien sidst vandt U21-EM. Det var i 2004 med en 3-0-sejr over Serbien og Montenegro, og den guldmedalje må gerne gentage sig, hvis man spørger italienerne, der møder Danmark i aften.

En af de spillere, som er allermest klar med at vinde mesterskabet er Andrea Petagna fra Atalanta. Det er man ikke i tvivl om, når man ser, hvad han siger i et interview med lokalavisen i hans klubs hjemby L'Eco di Bergamo.

- Jeg er meget optimistisk, og jeg er sikker på, at vi kommer til at gøre et godt indtryk. Bare se på holdet, og find ud af, hvor lang tid det er siden, at holdet er sat sammen af udelukkende spillere, der er startere for deres klubhold i Serie A, lyder det fra Petagna.

Deriblandt kan han nævne spillere som Domenico Berardi og Federico Berbardeschi, som begge regnes som nogle af de mest interessante spillere i den bedste italienske række.

- Der er spillere på det her hold, som er i stand til at ændre en kamp når som helst. Eksempelvis Berardi, som er ustoppelig i Serie A på sine gode dage. På den anden flanke har vi Bernardeschi, der er en sand luksusspiller. Alle frygter Italien denne gang, og der må være en grund, siger Atalanta-spidsen.

Kampen mellem Danmark og Italien spilles klokken 20.45, og sendes direkte på Kanal 5.

SENESTE NYT...
OP | NED