Jacob Bruun skal godkendes af FIFA før, han kan udtages til OL
Landshold

Jacob Bruun skal godkendes af FIFA før, han kan udtages til OL

Dortmund har givet Jacob Bruun fri til OL, men det er ikke sikkert, at han skal med.

Både Uffe Bech og Yussuf Poulsen har onsdag meldt afbud til det danske OL-landshold, der i næste uge rejser til Brasilien. 

Afløseren er dog på plads, og det er Dortmund-talentet Jacob Bruun Larsen, der er udset som erstatning. Dog skal man endnu ikke glæde sig alt for meget til at se ham i aktion endnu. Den 17-årige kantspiller er nemlig ikke sikker på at komme med. 

Da landstræner Niels Frederiksen annoncerede truppen var det nemlig med 18 spillere og fire reserver. Heriblandt var Jacob Bruun ikke at finde. Derfor kræver det en dispensation for FIFA før, at det danske landshold kan få lov til at inkludere det tidligere Lyngby-talent. Den dispensation har DBU søgt, bekræfter Niels Frederiksen over for BT: 

- Han bliver udtaget, hvis vi får bekræftelsen. Jeg ved godt, at Dortmund har lagt noget på deres hjemmeside, men jeg har også meddelt dem, at de var lige en tand for tidligt. Vi arbejder på det, men der er ikke nogen garantier, forklarer han yderligere til mediet. 

Jacob Bruun har endnu sin officielle Dortmund-debut til gode. Ungdomslandsholdsspilleren har dog medvirket i flere af førsteholdets træningskampe. Senest fik han en halvleg på banen, da de mødte Manchester United.