Jannik Vestergaard håbede på A-landsholdet
Illustration
Landshold

Jannik Vestergaard håbede på A-landsholdet

U/21-landsholdets anfører, Jannik Vestergaard, er skuffet over at være forbigået til det danske A-landshold af Morten Olsen. Men centerbacken vil kæmpe videre og håber, han snart får chancen.

Fredag spiller det danske U/21-landshold det første af to playoff-opgør mod Island i Aalborg, og her kommer den danske U/21-landsholdsanfører Jannik Vestergaard til at dirigere med tropperne. Men stod det til forsvarsspilleren, var han slet ikke i Jess Thorups trup.

For Hoffenheim-spilleren med en fortid i Brøndbys ungdomsakademi er skuffet over, at han ikke har fået chancen på det danske A-landshold. Med Daniel Agger og Simon Kjær tvivlsomme til kampene mod Albanien og Portugal havde 22-årige Jannik Vestergaard håbet, at han var en af de to centerforsvarere, som Morten Olsen supplerede truppen med. I stedet valgte den danske landstræner Jores Okore fra Aston Villa og Mathias "Zanka" Jørgensen fra FC København.

- Jeg ville rigtig gerne have spillet på A-landsholdet. Men jeg får intet ud af at være frustreret. I stedet vælger jeg at bruge mine kræfter på U/21-landsholdet. Opgaverne her er også spændende. Vi står overfor to playoff-kampe til næste sommers EM-slutrunde mod Island. Det vil være stort, hvis adgangsbilletten kommer i hus. For så har vi stadig chancen for at kvalificere os til OL (i Rio de Janeiro i 2016, red.), siger Jannik Vestergaard til BT og uddyber:

- Jeg har ikke fået nogen forklaring af Morten Olsen.

Jannik Vestergaard har spillet for det danske landshold en enkelt gang, da han var med i 2013 mod Polen, hvor Danmark tabte med 2-3. Vestergaard har spillet i tyske Hoffenheim siden 2010.