Kjær om VM-lodtrækning: Vi kan vinde puljen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Landshold

Kjær om VM-lodtrækning: Vi kan vinde puljen

Landsholdets Simon Kjær er ganske godt tilfreds med lodtrækningen til VM-kvalifikationen. Han tror på, at Danmark kan vinde sin pulje.

I går trak FIFA lod om kvalifikationsturneringen til VM i Rusland i 2018. For Danmarks vedkommende betød det en gruppe med Rumænien, Polen, Montenegro, Armenien og Kazakhstan. 

Den lodtrækning glæder Simon Kjær, der tror på gode danske muligheder. Rumænien blev trukket fra det øverste seedningslag, og med tanke på, hvilke hold Danmark ellers kunne have trukket, er det en god lodtrækning.

- Vi kan vinde puljen. Vores mål er som altid: Vi skal med til slutrunden. Havde vi trukket Spanien eller Tyskland, vidste vi, at førstepladsen ville være svær at nå, men nu skal vi gå efter at vinde puljen. Vi kan kun være rigtigt tilfredse med lodtrækningen, siger Simon Kjær til Ekstra Bladet.

Han forudser, at netop de topseedede rumænere bliver de sværeste modstandere. Men han påpeger samtidig, at flere af holdene kan skabe problemer for det danske landshold. Omvendt mener han ikke, at Danmark er chanceløse i nogen kampe. 

Nummer ét i gruppen kvalificerer sig direkte til VM, mens de otte bedste af i alt ni lande på andenpladserne skal i playoffkampe mod hinanden.