Knust Esbjerg-back: Svær pille at sluge
Foto: Philip Davalli/Polfoto
Landshold

Knust Esbjerg-back: Svær pille at sluge

Ryan Johnson Laursen er skuffet og ked af, at han ikke kommer med til sommerens EM-slutrunde.

Esbjerg-profilen Ryan Johnson Laursen har været en fast bestanddel af U/21-landsholdet i godt et år og har spillet syv U/21-kampe i rødt og hvidt, men da landstræner Jess Thorup i dag uddelte billetter til den kommende EM-slutrunde, stod der ikke hans navn på én af dem.

I stedet skal FC Københavns Christoffer Remmer med som højreback, og Ryan Johnson Laursen blev meget trist, da han modtog beskeden om, at EM bliver uden ham.

- Jeg er helt vildt skuffet lige nu. Jeg havde sat næsen op efter at komme med, eftersom jeg har været fast mand på U/21-landsholdet i et år. Jeg vidste godt, at konkurrencen var hård, men jeg havde håbet og troet på det. Det er en meget bitter følelse, jeg har lige nu, siger Ryan Johnson Laursen til tipsbladet.dk.

Føler du, at du ville have været et bedre valg end Christoffer Remmer?

- Det vil jeg lade være op til andre at vurdere. Jeg kan bare konstatere, at Jess har truffet sin afgørelse, og den faldt ikke ud til min fordel. Jeg mener, jeg har gjort nok for at være med, og jeg har været tilfreds med min indsats her i foråret, siger Esbjerg-profilen og tilføjer:

- Jeg har helt klart været med i betragtningerne, men det gør det egentlig bare endnu mere bittert – at jeg har tabt på målstregen.

Hvad så nu? Har det givet dig endnu mere blod på tanden?

- Ikke rigtigt. I hvert fald ikke lige nu. Jeg er super skuffet, og den er meget svær at sluge, den her. Nu skal jeg så på ferie i stedet, og jeg trænger virkelig også til at komme lidt væk ovenpå den her besked. Så kan det godt være, at jeg kommer stærkere tilbage. Lige nu er jeg bare skuffet, siger Ryan Johnson Laursen.