Video : Tipsbladet
Landshold

Landstræner er stolt af sine spillere

Den danske landstræner, Nils Nielsen, var tilfreds med spillernes præstation ovenpå nederlaget til Holland i EM-finalen.

Det var en stolt og ærgerlig landstræner, som gjorde status efter at det danske kvindelandshold måtte se sig besejret af Holland i EM-finalen.

- Vi kæmper med alt, hvad vi har. Der er udsolgt på alle hylder, og så får vi en lortestart (på anden halvleg red.) med et mål til dem, og så skal vi kæmpe os op. Vi forsøger med alt hvad vi har at få en udligning til 3-3, og vi er nødt til at satse, og det er jo derfor, at de får muligheden til sidst. Jeg er ovenud stolt af mine spillere, jeg synes, at de har leveret gennem hele slutrunden. Det gjorde de også i dag. Der var bare ikke nok.

Selvom ærgrelsen er stor, så anerkender Nils Nielsen også, at Danmark tabte til et Hollands mandskab, som fortjente sejren.

- Jeg synes, at vi er en del af en god finale, men vi taber til et hold, som på dagen er bedre end os, og så er der ikke mere at sige til det, egentlig. Holland er fortjente vindere, og de har spillet godt gennem hele turneringen, de har også i dag formået at straffe os for nogle af de ting, vi gjorde. Vi var nødt til at komme frem på banen, og det udnyttede de jo rigtig rigtig fint med deres hurtige spillere.

Den danske landstræner mener samtidig, at spillerne ikke skal hænge for meget med hovederne, da deres præstation er noget, som de skal være stolte af.

- Jeg glæder mig rigtig meget på pigerenes vegne, for jeg synes, at de har levere en flot præstation. At der er et hold, der er bedre end os: Nårh ja. Det er da bedre, at der kun er et hold, der er bedre end os, end at der er 14.