Landstræner Olsen var ikke med på råd
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Landshold

Landstræner Olsen var ikke med på råd

DBU har ansat ny elitechef, men landstræner Morten Olsen har ikke været med på råd. Det har han heller ikke været i forbindelse med den talentudviklingschef, der snart bliver ansat.

Den danske landstræner Morten Olsen har siddet i positionen som landstræner siden 2000, og han har efterhånden været med til at strømline DBU. Han har været med til at skabe en rød tråd op gennem DBU og talentudviklingen, men noget kan tyde på, at den indflydelse, den tidligere landsholdsspiller har haft, er væk.

For han blev slet ikke taget med på råd i forbindelse med DBU's ansættelse af elitechef Kim Hallberg, ligesom han ikke er blevet hørt i forbindelse med den kommende ansættelse af en talentudviklingschef.

- Jeg er ikke blevet informeret og slet ikke blevet spurgt, siger landstræner Morten Olsen til Ekstra Bladet på spørgsmålet, om han har været inddraget i ansættelsesproceduren til de to fremtrædende stillinger i DBU.

Olsen har ellers tidligere haft stor indflydelse i DBU, hvor han blandt andet har været med i forbindelse med nøgleansættelse.

Morten Olsen går lige nu og grubler over, hvem han kan udtage til landsholdet, hvis ikke den verserende konflikt mellem DBU og Spillerforeningen løses. Der spilles testkampe mod USA og Frankrig sidst i marts.