Laveste omsætning hos DBU i 10 år
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Laveste omsætning hos DBU i 10 år

DBU har færre indtægter og bruger flere penge på administrationen, viser en gennemgang af fodboldforbundets økonomi.

Der er tilsyneladende en rigtig god grund til, at DBU i øjeblikket forsøger at spare på lønningerne til landsholdspillerne.

En gennemgang af fodboldforbundets økonomi i Politiken viser nemlig, at omsætningen er den laveste i 10 år. Men bemærkselsesværdig er også udviklingen i administrationen.  

I 2007 gik 10 procent af DBU's indtægter til "administration og møder", og det tal er nu helt oppe på 23,6 procent, mens omsætningen altså er faldet i mellemtiden.

Ifølge DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, skyldes den stramme økonomi det støvede image, som fodboldforbundet kæmper med. Og det påvirker sponsorerne.

- Jeg oplever, at vi i DBU har været gode til at forberede os til det nye marked, men det er da klart, at vi gerne ville have haft flere nye sponsorer ind. Som vi også skriver i vores regnskab, så er det på sponsorområdet, vi er allermest pressede. Vi har Adidas, vi har Carlsberg, og vi har lige lavet en aftale med Sportsmaster, men når vi gerne vil have en fem-seks stykker, så er vi jo ikke længere end halvvejs. Det er der, skoen trykker. Og den aktuelle situation omkring landsholdets aftale hjælper naturligvis heller ikke på den situation«, siger Jakob Høyer til Politiken.