Maradona advarer ovenpå Messi-stop: I vil ikke se, hvilken katastrofe argentinsk fodbold er blevet
Foto: Julio Cortez/Polfoto
Landshold

Maradona advarer ovenpå Messi-stop: I vil ikke se, hvilken katastrofe argentinsk fodbold er blevet

Diego Maradona opfordrer Lionel Messi til at fortsætte med landsholdsfodbolden.

Lionel Messi satte mandag et punktum på sin landsholdskarriere, da han for tredje år i træk tabte en stor finale med Argentina. 

Siden har hele fodboldverden snakket om beslutningen - i hvert fald indtil Island slog England samme aften - og en af dem, som også har givet sin mening til kende, er fodboldlegenden Diego Maradona. 

- De der siger, at han skal stoppe, har ikke lyst til at se, hvilken katastrofe argentinsk fodbold er blevet. Messi bliver nødt til at fortsætte, siger han til La Nacion og fortsætter:

- Han skal blive, fordi han vil til VM i 2018 i Rusland, så han kan blive verdensmester. Drengene er nødt til at være støttende, så han kan bære holdet frem, med hentydning til Lionel Messis holdkammerater og det argentinske fodboldlandshold. 

Det eneste Lionel Messi har vundet på landsholdsplan er OL i 2008. I 2007 tabte han Copa America, ligesom han også har gjort i 2015 og 2016. I 2014 tabte han VM-finalen til Tyskland.