Video : Tipsbladet
Landshold

Mascherano melder landsholdsstop efter VM

Javier Mascherano har gjort det klart på argentinsk fjernsyn, at VM i Rusland bliver det sidste, man ser til ham på landsholdet.

Barcelona-spilleren Javier Mascherano har nærmest været synonymet med det argentinske landshold i snart 15 år, men til sommer er det hele slut, når Argentina har spillet sin sidste kamp ved VM i Rusland.

Det fortæller defensivspilleren i et interview med den argentinske tv-station TyC Sports.

- Min tid på landsholdet slutter i Rusland. Jeg vil ikke være med længere derefter. Landstræner Jorge Sampaoli må beslutte om jeg bliver udtaget til verdensmesterskabet eller ej, lyder det fra Javier Mascherano.

Det blev dog først helt afgjort, at Argentina overhovedet kunne være med til VM i sidste runde af den sydamerikanske kvalifikation, da de slog Ecuador med 3-1 - samtidig med at et par andre resultater faldt i hak for dem.

I interviewet med den argentinske tv-station blev Mascheranos klub, Barcelona, også nævnt. Han har kontraktudløb til sommer, og det er stadig usikkert, hvad der kommer til at ske der, men ifølge spilleren selv vil der nu være "tid til at tænke,", forklarer han.

Javier Mascherano har spillet 139 landskampe for Argentina, som kun er overgået af Javier Zanetti, der har spillet 143, hvilket nu sagtens kan nå at blive slået.