Messi blev den lille: Chile vandt Copa America efter vildt Sanchez-straffe
Foto: Andre Penner/Polfoto
Landshold

Messi blev den lille: Chile vandt Copa America efter vildt Sanchez-straffe

Chile vandt i nat Copa America efter straffesparkskonkurrence over Argentina med 4-1, hvor særligt det sidste straffespark vil blive husket fremover.

Lionel Messi har det ikke altid ligeså nemt for Argentina, som han har det, når han spiller for sin spanske klub FC Barcelona. Dog er det senest blevet til en finale ved VM i Brasilien, og i nat var det finalen mod Chile i Copa America, han stod overfor.

Men præcis som for et år siden mod Tyskland, så lykkedes det heller ikke for Messi at vinde et trofæ med landsholdet. De to landshold skulle dog helt ud i straffespark, da ingen af dem kunne score i hverken ordinær eller ekstra spilletid. Efter straffesparkskonkurrence var det også kun Messi, der havde fået kuglen i mål. Derimod lykkedes det fire gange for Chile, der dermed kunne lade sig hylde foran deres hjemmepublikum.

Særligt Chiles sidste scoring var i særklasse. Messis holdkammerat fra Barcelona Alexis Sanchez tog et koncentreret tilløb og sparkede bolden stille og roligt midt i målet, mens argentinske Romero væltede til sin egen venstre side. Et mål som chilenerne nok aldrig glemmer.

De argentinske syndere var Napolis Higuain, der sparkede bolden langt over, og Ever Banega fra Sevilla, der sparkede blødt på Bravo i Chile-målet. Derimod kunne Chiles Matias Fernando, Arturo Vidal, Aranguiz og altså Alexis Sanchez sagtens stå for presset og scorede Chiles mål.

Dermed kunne festlighederne tage form, og Lionel Messi måtte endnu engang gå fra en landsholdsturnering uden pokal, og Chiles plan fra PlayStationen lod til at virke.