Mike Jensen: Landsholdet altid en drøm
Landshold

Mike Jensen: Landsholdet altid en drøm

Mike Jensen er ikke bitter over, at han sjældent har været på landsholdet. Han har imidlertid aldrig givet slip på drømmen.

Mike Jensen har i en årrække præsteret rigtig godt for sit norske klubhold Rosenborg, men alligevel har det ikke gjort midtbanespilleren til fast mand på det danske landshold. Her har chancerne ikke været mange til den tidligere Brøndby-spiller.

Ved seneste landsholdsudtagelse så det dog anderledes ud. Her havde landstræner Åge Hareide sendt bud efter Mike Jensen, og det glæder den hårdtarbejdende midtbanemand, der dog ikke piver over tidligere tiders manglende udtagelser.

- Jeg føler også, at jeg havde gode muligheder under Morten og fik også to landskampe under ham. Jeg ved også, at jeg var rigtig tæt på at blive udtaget nogle gange. Den rolle accepterede jeg, at jeg var en af de næste lige uden for truppen. Det er op til mig selv at levere endnu bedre, så jeg kan få en fod inden for og være en del af truppen, siger Mike Jensen til 3point.dk og tilføjer:

- Man er altid lidt skuffet, når man ikke får chancen. Men jeg har været rimelig afklaret med at jeg er oppe mod hård konkurrence. Man vil altid gerne på landsholdet og det er altid en drøm. Men jeg har egentlig godt kunne forstå, at min plads har været lige uden for. Det har været noget jeg har brugt som motivation.

Mike Jensen skal med landsholdet til Kirin Cup i Japan, der afvikles i starten af juni.