Morten Olsen slår fast: Det er højest sandsynligt slut - men ikke sikkert
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Morten Olsen slår fast: Det er højest sandsynligt slut - men ikke sikkert

Den tidligere landstræner bliver sandsynligvis ikke træner igen, men han har ikke definitivt stoppet karrieren, som nogle medier har skrevet.

Morten Olsen er formentlig færdig med at være fodboldtræner. Han har afvist en række klubber og landshold, siden han stoppede som dansk landstræner for halvandet år siden, og han skylder sin hustru, at han ikke skal bruge hele døgnet på fodbold.

Men formentlig er ikke det samme som definivt, og Olsen har ikke endegyldigt stoppet karrieren, som det nogle steder et blevet opfattet. 

- Jeg ser for mig, hvordan tilværelsen for mig og min kone ville være, og så er det, at jeg siger, at det nok er slut, sagde Morten Olsen til DR i et interview. 

Den formulering skal dog ikke forstås sådan, at han for intet i verden bliver fodboldtræner igen.

- Jeg vil ikke sige sådan, at det er forbi. Det vil være så dumt, og så lige pludselig bliver man fanget i, at du sagde, du holdt op. Det er der så mange andre, der har gjort, og så lige pludselig et år efter er de alligevel i gang. Måske også i min alder, slår han fast til TV2 Sport.

- Der er ingen grund til at sige, at nu holder jeg fuldstændig op, for der kan lige pludselig komme det, jeg godt kunne tænke mig - det kan være tre eller fire måneder, det kan være et år, hvad ved jeg.

Morten Olsen var dansk landstræner i over 15 år fra sommeren 2000 til november 2015, da Sverige over to playoffkampe sendte Danmark ud af EM-kvalifikationen. Før det var han træner i Ajax, FC Köln og Brøndby IF.