Nicklas Bendtner: Har ændret mig
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Nicklas Bendtner: Har ændret mig

Nicklas Bendtner erkender, at fokus for ofte har været på forkerte ting, men landsholdsspilleren har ændret sig.

Danske Nicklas Bendtner har modtaget massiv kritik efter sin ankomst til tyske Wolfsburg. Angriberen har kæmpet med at falde til i den kontante tyske spillestil, der ikke har tolereret manglende fokus fra angriberen. Dette har kostet på banen, hvor Bendtner flere gange har været sendt ud i kulden. 
 
Fremgangen er dog at spore, og på landsholdet er Nicklas Bendtner brandvarm. Senest nettede angriberen hele tre gange, da han sikrede 3-2 sejren over USA i overtiden i Århus. Bendtner selv erkender da også, at han har ændret sig markant: 
 
- Vi bruger halvanden time på træningsbanen, og det skal vi bruge på bedst mulig måde. Jeg har måske ikke været så fokuseret altid. Men det har jeg været i en længere periode. Og det forløb, jeg er inde i, hvor jeg har trænet godt og ikke haft skader, har betydning for min form, fordi jeg er i stand til at yde mere på træningsbanen, siger Nicklas Bendtner til Ekstra Bladet.
Angriberen understreger desuden, at spillestilen på landsholdet kommer ham til gode:
- På landsholdet spiller vi på en måde, der passer rigtig godt til mig. Samtidig har jeg altid fået stor tillid qua den måde, jeg spiller på, udtaler Bendtner. 
 
Søndag venter en ny opgave for Nicklas Bendtner, når han sammen med det danske landshold møder Frankrig i Saint Etienne.