Nicklas Bendtner: Jeg vil på landsholdet hurtigst muligt
Foto: Rosenborg BK
Landshold

Nicklas Bendtner: Jeg vil på landsholdet hurtigst muligt

Nicklas Bendtner er onsdag blevet præsenteret for pressen i den norske klub Rosenborg BK.

Nicklas Bendtner skrev mandag kontrakt med Rosenborg BK, og onsdag eftermiddag er den danske angriber blevet officielt præsenteret i den norske mesterklub. Det skete på et pressemøde i Marbella, hvor Rosenborg er på træningslejr og i gang med forberedelserne tll den kommende sæson.

Danskeren fastslår, at fortid er fortid, og at han nu ser fremad og glæder sig til at tørne ud for Rosenborg.

- Vi har haft mange gode snakke, og jeg var på et stadie, hvor jeg måtte tage en god beslutning. Jeg føler, at det her er det rigtige valg for mig. Jeg ser for mig, at jeg kan være en del af projektet, og jeg tror, Rosenborg kan hjælpe mig til at være den spiller, jeg gerne vil være. Jeg fokuserer ikke på, hvad der skete i fortiden. Jeg tænker kun på, hvad der skal ske i Rosenborg, siger Nicklas Bendtner og fortsætter:

- Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at forlade Nottingham Forest, men da interessen fra Rosenborg kom, blev jeg overbevist efter at have snakket med Stig (Inge Bjørnebye, sportsdirektør, red.) og Kåre (Ingebrigtsen, cheftræner, red.). Jeg føler, at det her er det rigtige valg for mig i en lang karriere. Det vigtigste for en fodboldspiller er at være glad.

Nicklas Bendtner slår samtidig fast, at han langt fra har opgivet det danske landshold, og han håber og tror på, at han snart har landstræner Åge Hareide i røret.

- Jeg vil tilbage på landsholdet hurtigst muligt. På grund af skader og de fornødne mål har manglet, har det ikke været muligt, men jeg har helt klart et mål om at vende tilbage, siger Nicklas Bendtner.

I Rosenborg BK bliver Nicklas Bendtner blandt andre holdkammerat med landsmanden Mike Jensen, som han også lænede sig op ad, da han onsdag trænede med for første gang i sin nye klub.

- Mike har jeg kendt i mange år - lige siden, at vi spillede på ungdomslandsholdet sammen. Jeg er sikker på, vi får et godt forhold igen. Det er dejligt allerede at have en ven her, konstaterer angriberen.

29-årige Nicklas Bendtner har underskrevet en tre-årig kontrakt med Rosenborg BK. Han fastslår, at han regner med at være klar til at spille allerede i premieren mod Odd BK den 2. april.