Nu svarer DBU igen: Spillerforeningen forlod forhandlingerne først
Maja Hitij / Staff
Landshold

Nu svarer DBU igen: Spillerforeningen forlod forhandlingerne først

DBU skriver på sin hjemmeside, at de har sendt et tilbud til Kvindelandsholdet, der garanterer vilkårene for de kommende VM-kvalifikationskampe. Samtidig siger de, at det var Spillerforeningen, der forlod forhandlingerne først.

Det er åbenbart ikke kun en kommende landsholdsaftale, som DBU og Spillerforeningen ikke kan blive enige om. Også selve forhandlingsforløbet er de uenige i. DBU skriver nemlig på sin hjemmeside, at Spillerforeningen allerede i tirsdags forlod forhandlingsbordet. Dette strider imod Spillerforeningens påstånd om, at DBU gjorde det fredag aften.

DBU oplyser, at de har tilbudt kvinderne en aftale lignende den, som U21-landsholdet blev tilbudt. De gjorde det samtidig klart, at forhandlingerne først ville fortsætte efter de kommende kampe. Dette tjener det formål at skabe ro under kvindernes landsholdssamling, der skulle starte mandag.

Men efter 8 møder og 70 timers forhandling er der stadig ikke nogen aftale på plads, da både Kvindelandsholdet og U21-landsholdet kræver permanente, kollektive aftaler før de vil spille. DBU så dog gerne, at de kommende kampe blev spillet alligevel under en midlertidig aftale. Det siger DBU's Elitechef, Kim Hallberg.

- Spillerne skal selvfølgelig have honorar, bonus og være dækket forsikringsmæssigt, selv vi endnu ikke har en aftale. Vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for spillerne, så de kan udvikle sig og præstere på landsholdet – uanset om der er en aftale eller ej.

Det er derfor uvist, om Danmark og landstræner Søren Randa-Boldt kan stille med stærkeste opstilling i næste uges VM-kvalifikationskamp mod Sverige. Selvom begge parter melder om fremskridt i flere elementer af forhandlingerne, står både DBU og Spillerforeningen stejlt på nogle krav, som kan gøre en aftale inden fredagens kamp svær at nå.