Riddersholm: FCM sætter aftryk på dansk fodbold
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Landshold

Riddersholm: FCM sætter aftryk på dansk fodbold

FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm kunne se Erik Sviatchenko få landsholdsdebut onsdag aften, og Riddersholm glæder sig over, at FCM sætter aftryk på dansk fodbold.

Onsdag aften var to nuværende FC Midtjylland-spillere med fra start i form af Erik Sviatchenko og Jakob Poulsen, da det danske landshold vandt med 3-2 i venskabskampen mod Jürgen Klinsmanns USA. Godt nok stjal Nicklas Bendtner alle overskrifterne med sit hattrick, men for FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm var der klart mest fokus på debutanten Erik Sviatchenko.

Mens Sviatchenko og Poulsen er nuværende FCM-spillere, var der også en del tidligere FCM'ere i spil. Simon Kjær startede ved siden af Sviatchenko, mens Simon Poulsen blev indskiftet. Indskiftet blev også Martin Braithwaite, der har en fortid på FCM's akademi, mens tidligere FCM-keeper Jonas Lössl sad på bænken hele kampen. Noget, Riddersholm er stolt over.

- Det er bemærkelsesværdigt med så mange nuværende og tidligere FCM-spillere. Det gør mig meget stolt.

- Det med at lave landsholdsspillere er altså ikke noget, man bare lige gør. Så det vidner om, at vi har sat et stort aftryk på dansk fodbold i klubbens stadigvæk ret korte levetid, siger Glen Riddersholm til aoh.dk.

FC Midtjylland blev grundlagt den 2. februar 1999 og har altså eksisteret i 16 år.