Lad os bare være ærlige. Mon ikke, at de fleste useedede hold i VM-playoff har Danmark som ønskemodstanderen af de fire seedede? Åge Hareides mandskab har været inde i en god periode og har set stærke ud på det seneste, men et møde med Danmark vil for de fleste nationer nok være at foretrække frem for Schweiz, Italien og Kroatien.
Sverige er en af de nationer, der skal finde sin kommende playoff-modstander blandt Danmark, Schweiz, Kroatien og Italien, men hvis man spørger målmand Robin Olsen, der til dagligt tørner ud for FC København, er Danmark ikke at foretrække over de tre øvrige.
- I playoff er alle hold lige vanskelige. Det (danske landshold, red.) er lige så svær en modstander som de øvrige. siger Robin Olsen, der tidligere i sin karriere skulle vælge mellem det danske og det svenske landshold, til Sydsvenskan.
Lodtrækningen til playoff finder sted i Zürich på tirsdag, og det afgøres ved lodtrækningen, hvilket hold der starter ude og hjemme. De to kampe afvikles mellem den 9. og 14. november.
Ved den seneste EM-kvalifikation tørnede Danmark og Sverige også sammen i playoff, og her var det som bekendt svenskerne, der trak det længste strå efter to dramatiske opgør, der i sidste ende blev afgjort af Zlatan Ibrahimovic.